Jeg tror, at det er gældende for de fleste af os, at vi i starten af året går og længes efter forår og varme og små grønne skud på træerne. Det er i hvert fald en af de bedste tider på året for mig, når jeg kan mærke forårets komme. Som boende i Skandinavien må vi vente lidt længere end dem, der bor længere sydpå. Men det er der heldigvis råd for!
Med en smuttur til det mere sydlige Europa kan du opleve glæden ved det spirende forår, inden det kommer til Danmark, og så rejse hjem og opleve det én gang til. Det er da skønt!
Et spændende sted at tage hen er Berlin, der med sin omfattende historie altid er garant for interessante oplevelser. Berlin er et af de mest besøgte turistmål i Europa. Det skyldes ikke kun byens historie, men også i høj grad indbyggernes kreativitet og fremsynethed. Kultur og kunst har gode vækstvilkår i Berlin. Flere danske kunstnere er i de senere år trukket til Berlin for at bo og arbejde. Byen er en magnet for kunstnere, der her kan mødes, bo billigt og være en del af det kreative miljø. Der er et væld af kunstneriske udfoldelser, der udspiller sig på gader og stræder. Street Art er meget udbredt, og giver anledning til spændende gåture rundt i byen. Så vil du opleve det tidlige forår for relativt få midler, er en bustur til Berlin et godt bud.
Vil du længere sydpå og måske mærke lidt mere varme, kan en bustur til Prag være en idé. Nyd solens stråler og det spirende liv på Karlsbroen, heriblandt de mange gademusikanter.
Musik er i det hele taget godt repræsenteret i byen. Du vil kunne finde et rigt jazzliv, et stort udbud af klassiske koncerter og ikke mindst den årlige musikfestival “Prager-foråret”. Det kæmpestore stadion, Strahov-stadion, anvendes ikke længere til idrætsbegivenheder, men til koncerter med store internationale musiknavne. Desuden er Prag siden jerntæppets fald blevet et meget søgt mål for indspilning af filmmusik. Der er endvidere et aktivt, lokalt rockmiljø i byen, som bedst kan opleves på mindre spillesteder.
Prag, og især bymidten, har i årenes løb været udsat for skiftende kulturelle påvirkninger. Dette skyldes bl.a. at byen var et vigtigt handelsknudepunkt, samt at der har været skiftende magthavere med forskellige baggrunde. Dette har efterladt en usædvanlig række af bevaringsværdige bygningsværker opført i varierende arkitektoniske stilarter. På den baggrund har Prag fået en plads på UNESCOs Verdensarvsliste.
Der er altså rigeligt at opleve, hvad enten du tager til Prag eller Berlin. Og på en tidlig forårsdag giver sådan en tur sydpå anledning til at tage forskud på, og glæde sig til, at foråret kommer til Danmark.
God tur!